Lidt om sygdomme

Forfatter: Berit Aagesen
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 20/12-2009 20/12-2009
Oprettet under: Sydamerika
 Del

Det vil, for den mere erfarne akvarist, ofte være nok med et enkelt blik at se om en fisk er blevet syg, eller at der er problemer under opsejling. Det kan være dens opførsel er usædvanligt, at den er bleg og sky, eller bare at den ser ualmindelig "ulykkelig" ud.

Desværre bemærker den uerfarne akvarist mange gange ikke disse første tegn. Nogle sygdomme som danner hvide pletter, ser man normalt helt klart og tydeligt, mens andre forskellige parasitter, eller indvoldsorme er svære at få øje på uden en grundig undersøgelse med lys og lup. Der kan i sådanne tilfælde gå en lang periode, inden man opdager sygdommen, og da kan det være for sent.

Det er oftest miljøet i akvariet, der er årsagen til, at fiskene får stress og bliver syge. Stress bevirker at fiskens immunforsvar svækkes, og at fisken bliver modtagelig for de sygdomme, som altid ligger og ulmer under overfladen.

Når man starter et nyt akvarium op, er det vigtigt, at vandet har opnået den ønskede pH værdi, inden man nedsætter fiskene. Ligeledes at der er sørget for de optimale vilkår for de kommende fisk. Her tænkes på rigeligt med planter og rødder, hvor fiskene kan gemme sig.

Sammensætningen af fisk kan også være en stressfaktor. Det er ikke alle fisk der trives sammen. For mange fisk i akvariet er i allerhøjeste grad også en stressfaktor. Måske har du valgt fisk efter ”Noah” systemet - 2 af hver slags, uden hensyntagen til at måske netop de fisk du har valgt, kun trives i stime. Det er en fejl, vi nok alle har begået i begyndelsen.

Efterhånden aflejres skidt og snavs på bunden. Det er vigtigt, der er bibeholdes noget af dette snavs for at holde bakteriebalancen i akvariet, men overstiger det grænsen, kan der opstå problemer. Det er især ved overfodring, at det rigtigt går galt. Man ser at vandet bliver gulligt og virker tyktflydende. Så er det bare at komme i gang med et vandskift Ca. 1/3 og rensning af filter (i koldt vand). Inden da har man sikkert kunnet se af fiskene begyndte at hænge med næbet - de har fået stress.

Det er altid en god ide at se på forholdene i den forretning, man køber sine fisk. Er fiskene livlige og klare i farverne, hænger de i overfladen, eller ser de blege og kedelige ud? Ligger der døde eksemplarer i bunden? Mange af fiskene har måske tilbragt en lang transport og er blevet stressede, og man kan jo forestille sig resultatet, hvis de kommer til nye omgivelser, der ikke giver dem optimale betingelser.

At plantevæksten i et akvarium ikke er så vellykket, er normalt ikke et udtryk for at akvariet er usundt, hvorimod man kan sige, at har man sunde blomstrende planter, så har akvariet optimale vilkår for sunde fisk.

Er man så kommet i den ulykkelige situation, at fiskene er blevet syge, er der mange gange hjælp at hente i form af håndkøbsmedicin. Der er mange og delte meninger om det er hensigtsmæssigt, da det mange gange er dyrere end at anskaffe sig nye fisk. Andre er ikke tilhængere af at komme medicin i akvariet.

Man må ikke lade sig afskrække, hvis det går galt den første gang, man forsøger sig med akvariehold. Al begyndelse er svær, men man lærer som regel altid af sine fejl.