Slægten Bujurquina (kullander 1986)

Forfatter: Alf Stalsberg
Oprettet: 09/09-2007 09/09-2007
Sidst redigeret: 27/05-2010 27/05-2010
Oprettet under: Sydamerika
 Del


Fisken blev, som overskriften siger, beskrevet af Dr. Kullander i 1986 i Peru. Dette år, hvor han oprettede denne nye slægt, beskrev han 12 nye Bujurquina, alle fra Peru. Bujurquina synspilus var allerede blevet beskrevet af Cope i 1872 som Acara synspilus.

Fiskene i slægten Bujurquina er ikke så lette at skelne fra hinanden. Men der er forskel på formen og på striben eller pletten på det nederste af kinden. Man kan ikke sige der er store farveforskelle. Fisken på billedet blev fanget i Equador i 1987, og et kig i Dr. Kullanders bog 'Cichlid Fishes of the Amazon Drainage of Peru' (1986) fik mig til at tro, det var en Bujurquina perigrinabunda. Da jeg talte med Dr. Kullander, som havde modtaget konserveret materiale af fisken, sagde han, at alt syntes at passe på en Bujurquina perigrinabunda, bortset fra én ting. Min fisk havde små grønne prikker på kinderne, men fiskene i materialet, han havde brugt som grundlag for sin beskrivelse, havde dem ikke. Derfor vil jeg i mellemtiden bruge citationstegn om navnet 'perigrinabunda' (se billedet).

Bujurquinaerne kaldes forsinkede mundrugere. Det skyldes, at fiskene lægger æg som substratlegere - i deres naturlige miljø foretrækker de at lægge æggene på blade


Dette giver fisken en fordel: Hvis den føler sig utryg, tager den bladet med æggene og flytter det til et mere sikkert sted. Hvis vandstanden i floden pludseligt falder, kan den flytte æggene ud på dybere vand.

Æggene klækker efter 48 timer, og så tager en af fiskene - i begyndelsen som regel hunnen - de nyklækkede unger i munden. Denne opgave deles mellem fiskene. Når man fodrer fiskene, æder den ene først, hvorefter den anden spytter ungerne ud i sandet foran den, og den tager dem så i munden.

Dette står på i omkring en uge, hvorefter ungerne er parate til at møde verden. På billedet herunder kan man se, hvordan ungerne ville ind i munden, da jeg kom med kameraet.


Nu fodres ungerne med friskklækkede Artemia, og efter en uge fodrer jeg dem også med knust flagefoder. Når de bliver bange, vil ungerne forsøge at komme ind i én af forældrenes mund, men efter cirka en uge kan forældrene ikke have alle ungerne i munden, så de bevogter blot ungerne som almindelige substratlegere gør. Denne adfærd udvises af alle Bujurquinaer, og disse fisk kan kun anbefales kraftigt. Man finder nok ikke Bujurquinaer i butikkerne så ofte, men hvis du gør, så køb dem.

Tekst og foto: Alf Stalsberg
Oversættelse: MHasle