Føde til eftertanke

Forfatter: Ron Coleman
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 19/12-2009 19/12-2009
Oprettet under: Foder
 Del

Føde til eftertanke
Af Ron Coleman, 2000

Oversat af Elisabeth Schrøder, 2006

Mad er en vigtig del af enhver organismes liv. Cichlider er ingen undtagelse. Enhver akvarist vil gerne være sikker på, at cichliderne nu får mad af den rette type og mængde, men hvad er den rette føde for en given cichlide?




(Neolamprologus leleupi. En cichlider, som næsten udelukkende lever af rejer i Tanganyikasøen. Foto af Don Danko)

Som med mange andre ting omkring cichlider, er svaret aldrig simpelt. Det enorme antal af cichlidearter tyder på en tilsvarende stor forskellighed i biologien omkring hvordan cichlider skaffer sig føde. Mange forskere har da også påstået, at det er diversiteten indenfor fødesøgning, som har været grundlæggende i udviklingen af cichlidernes diversitet. Fødesøgningens relative rolle i forhold til fx seksualselektion og andre diverstitets-skabende kræfter, diskuteres stadig, men der er ingen tvivl om, at opbygningen af knogler og bideflader i munden og halsen hos cichlider har lettet voldsom artsdannelse. Det bevægelige, svælgagtige kæbeapparat bagerst i svælget tillader cichlider at bearbejde (tygge og male) føden der, og bruge selve munden til andre formål, for eksempel mundrugning hos visse arter, og højtspecialiseret fødeindsamling hos andre (se Coleman, 1997). Husk på, at uden hænder til at gribe med bliver fisk nødt til at fange, fastholde og forarbejde føden med munden. Det er ikke noget nemt job, hvis føden har tænkt sig at stikke af.

Cichlider findes i mange størrelser og former, og lever i utallige, forskellige miljøer, så vi forventer en diversitet i fødesøgningsadfærd. For eksempel beskriver Yamaoka (1991) hvordan fiskene i Tanganyikasøen, Malawisøen og Victoriasøen har meget distinktive og specialiserede typer føde-indsamlings adfærd. For eksempel er der algegræssere (defineret som dem, som samler en stor bunke substrat op imens de gnaver eller rasper på en algedækket overflade); algeafgnavere, som er mere selektive og sjældent indtager substrat; algeskrabere, som laver hørbare lyde når de rasper på substratet med specialiserede tænder; algenappere, som hiver alger af ved at vikle trådene om tænderne; og algesugere, som primært lever af fritsvævende alger. Der er også fiskeædere, som varierer fra at spise hele fiskebyttet til de, som kun har specialiseret sig på bestemte dele af en anden fisk, som fx skælædere og paedophages. Paedophages er cichlider, som raserer munden på en mundrugende cichlide for at ryste indholdet fri og så hurtigt fortære æg eller unger. Til sidst er der cichlider, som er specialiserede i, at spise insekter eller andre vandlevende, hvirvelløse dyr, som fx rejer.

Disse overordnede kategorier hjælper os med at få et generelt billede af hvad der foregår, men jo mere vi undersøger emnet, des mere opdager vi et netværk af sammenhængende spørgsmål, hvoraf kun få er blevet besvaret. For eksempel, hvad spiser cichlider helt præcist i naturen? Hvad ville de foretrække at spise? Påvirker det, de spiser, dem på forskellige måder, og endelig, hvad bør vi, som akvarister, fodre vores cichlider med? Mange forskere arbejder for tiden med disse emner. Indtil videre vil jeg fokusere på det første.

Hvad spiser cichlider i naturen? Der er egentlig to måder hvorpå man kan besvare dette. Man kan observere en fisk, og se hvad den spiser, eller man kan fange en, skære dens mave op og identificere, hvad man finder derinde. Direkte observationer er værdifulde, men ofte ekstremt vanskelige i naturen. Derudover er det ikke altid åbenlyst, hvad der foregår. En fisk ser måske ud som om, at den spiser stumper af alger, men i virkeligheden spiser den måske de bittesmå, hvirvelløse dyr, som lever i algen. Ved direkte observation kan man overse de fine nuancer. Metoder, som evaluerer tilstedeværelsen af fødeemner i et miljø, kan også være misvisende (som vi vil se længere nede): bare fordi et fødeemne er til stede, betyder det ikke, at det også bliver spist. Maveindholdsanalyse fortælle os hvad der faktisk havnede i maven på en cichlide, og bliver ofte betragtet som den metode, der giver det mest præcise billede af en vild fisks diæt. Men selv her må vi forsætte med forsigtighed. Visse fødeemner, som fx æg og larver, kan blive fordøjet meget hurtigt – så hurtigt, at disse emner måske ikke opholder sig i maven længe nok til at kunne blive fundet ved en typisk maveindholdsanalyse.

Det store problem med at analysere diæt er, at der kan være betydelig variation i diæten hos forskellige individer, eller i diæten hos et enkelt individ over tid. Især spiser cichlider typisk forskellige ting når de er ungfisk og når de er voksne. Mange cichlider er også opportunister, klar til at udnytte enhver nemt tilgængelig føde, som skulle dukke op, i form af ubevogtede æg eller larver fra andre cichlider. Så i vores hast med at kategorisere cichlider som enten ”algeædere” eller ”fiskeædere”, risikerer vi at overse en masse spændende og vigtig biologi.




(Neolamprologus tretocephalus spiser sjældent rejer, men foretrækker bløddyr og insektnymfer. Foto af Peter A. Lewis)

Dette rejser spørgsmålet om, hvorfor nogle cichlider er så specialiserede. To mulige forklaringer dukker op: diætmæssige behov versus nicheopdeling. Det er muligt at visse arter har højt specialiserede diætmæssige behov, som fx at en given cichlideart kræver den type næring, som findes i et bestemt bytte. Dette kan være tilfældet helt til den udstrækning, at hvis byttet fjernes, vil fisken klare sig dårligt eller endda dø. Selvom det er en almindelig tanke blandt akvarister, er der ringe beviser, der kan bekræfte (eller afvise) denne hypotese. Nicheopdeling, på den anden side, peger på, at forskellige arter af cichlider har udviklet sig til at spise forskellige slags føde, og gør sådan på forskellig vis for at undgå konkurrence med hinanden. For eksempel kan en art have udviklet en bestemt tandstruktur, som tillader den at nippe alger fra en jævn klippeoverflade (fx Tropheus moorii), mens andre har udviklet en krops- og mundform, der gør dem i stand til at hapse intetanende invertebrater fra bunden (fx Altolamprologus compressiceps). De to arter kunne leve tæt på hinanden i naturen, men ville ikke være i direkte konkurrence pga. deres forskellige fødevalg. Selvfølgelig kan evolutionen efterfølgende, over tid, ændre fordøjelsessystemerne hos disse arter, så de faktisk ender med at få forskellige diætmæssige krav. Eller fødeemner, som er attraktive for én arter, kan være uattraktive for en anden, hvilket kan føre til fordøjelsesproblemer. Dette har været foreslået som forklaringen på ”oppustning” hos visse algeædende, afrikanske cichlider, men igen har vi kun ringe, reelt bevismateriale, der kan bekræfte dette.

Et nyt studie af Masahida Yuma og kollegaer (Kyoto University) belyser vha. eksempler hvor kompleks forholdet kan være i en gruppe af rovdyr og bytte – i dette tilfælde fjorten arter af rejeædende cichlider (hvoraf mange er almindelige akvariebeboere) og tretten arter af rejer i Tanganyikasøen. Alle disse mange arter af både cichlider og rejer findes i det samme område i søen. Og mange af de forskellige cichlider finder da også deres føde i grupper af blandede arter. Hvordan kan så mange cichlider sameksistere om denne relativ specialiserede ressource? Yuma et al. (1998) tog prøver af mængden af rejer i søen, både om dagen og om natten. De indfangede også cichlider og undersøgte disses maveindhold. Heldigvis for forskerne, sluger disse cichlider almindeligvis rejerne hele, hvilket gør det muligt at identificere, hvilken arter der findes i cichlidemaven.

Yuma et al. afslørede et komplekst forhold mellem rejerne og cichliderne. Cichlidearterne varierede i hvor meget af deres diæt, der bestod af rejer, hvilke rejearter de spiste, og hvordan de fangede rejerne.




(Neolamprologus lemairii er specialiseret i at pile efter rejer, som prøver t undslippe andre rejespisere. Foto af Peter A. Lewis)

Fire arter af cichlider (Gnathochromis pfefferi, Lamprologus callipterus, Altolamprologus compressiceps, Neolamprologus toae og N. leleupi), samt små individer af N. fasciatus spiste næsten udelukkende rejer – rejerne udgjorde 80% af deres kost. De andre cichlider (L. labiatus, L. lemairii, N. savoryi, N. furcifer, N. mondabu, L. elongatus og L. profundicola) spiste rejer blandt andre fødeemner, som fx insektlarver, små fisk og fiskeæg. Neolamprologus tretocephalus spiste sjældent rejer, men foretrak bløddyr og insektnymfer.

De tretten rejearter kan inddeles i korte, medium og lange arter. Prøvetagningen afslørede, at de fleste af disse rejer var aktive om natten, men én art, en lang reje, Limnocaridina latipes, var aktiv på overfladen af klipper i løbet af dagen. De andre rejer lod til at gemme sig under klipper eller sten om dagen. Dette er vigtigt, da cichlider generelt kun søger føde om dagen. Så selvom nogle af de korte arter fandtes i rigelige mængder (om natten), spiste de fleste cichlider dem ikke. Faktisk var den lange reje, Limnocaridina latipes, den reje, som primært blev spist af alle de rejespisende arter.

Fiskens størrelse var vigtig mht. måden hvorpå den fangede sin føde. De små cichlider (Gnathochromis pfefferi, Lamprologus callipterus og Neolamprologus leleupi) snappede stillestående rejer fra klippeoverflader om dagen. Lidt større cichlider, inklusiv A. compressiceps, L. labiatus og små individer af L.lemairii og L. elongatus, specialiserede sig i at pile efter rejer, som forsøgte at undslippe de andre rejespisere. Fordi de større rejer var bedre i stand til at undslippe de små rovdyr end mindre rejer, åd de større cichlider i høj grad de større rejer.

Nogle enkelte cichlidearter, som fx L. callipterus, L. labiatus and Neolamprologus mondabu, var i stand til at hive skjulte rejer frem fra blandt sten og brokker, og var dermed i stand til at æde rejer, som ikke var dagaktive.




(Neolamprologus calliptherus er i stand til at hive nataktive rejer frem fra deres skjul om dagen. Foto af Peter A. Lewis)

Tilsammen viser disse resultater, at selvom disse fjorten arter af cichlider allesammen spiser rejer i en eller anden udstrækning, er der stor variation i, hvordan de gør det. Overvej nu, at disse cichlider alt-i-alt minder ret meget om hinanden, i det mindste sammenlignet med andre cichlider, som fx geddecichlider eller jordspisere. At blive i stand til at forstå den fulde kompleksitet af fødesøgningsadfærde i cichlidefamilien som helhed, kommer til at koste meget mere forskning og bidrage med meget mere ”føde” til eftertanke.

Gengives med tilladelse fra Eksternt link www.cichlidae.com og Ron Coleman