Kasseren i Poecilia Scandinavia - Kim Mørkholdt Walther

Forfatter: Thue Grum-Schwensen
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 20/12-2009 20/12-2009
Oprettet under: Rundt om hobbyen - interview med akvariefolk
 Del

Foreningsmanden og nørden – Kim Walther...

Navn: Kim Mørkholdt Walther
Evt. navn på internettet: Gregers
Fødselsår: 1972
Stilling: Kontorassistent
Bopæl (kommune og amt): København / København

Kim Mørkholdt Walther har holdt akvariefisk, siden han var dreng – og erkender åbent, at han altid har været lidt »nørdet«. Kim Walther har også gennem mange år været aktiv i Poecilia Scandinavia – specialforeningen for naturformer af ungefødende. I dag er han kasserer i foreningen.

Han fortæller:

- Min interesse for akvarier begyndte da jeg var 11-12 år.
Min lillebror havde et stort sylteglas med hjem fra skole indeholdende fire store zebracichlider.
Han fik selvfølgelig besked på at aflevere dem tilbage dagen efter.
I stedet for fik vi et lille 25 liters akvarium. Jeg havde fundet et rustfri stål akvarie i en container, som min far lappede og fyldte vand i. Efter 3 dage var det selvfølgelig overfyldt. (2 af de røde, 1 grøn, 3 gule o.s.v.)

Mine forældre indkøbte derfor et kæmpestort 80 liters silicone limet akvarium (uden ramme så det var ikke så dyrt). Efter et par måneder fik jeg det op på mit værelse. Min lillebror fik et 60 liters, som også røg ind på mit værelse efter lidt tid.

Allerede dengang var jeg lidt "nørdet". Hvis jeg får en interesse læser jeg alt, jeg kan komme til om emnet. Den første akvariebog, der rigtig fangede mig, var Jørgen Liljensøe's "børn holder akvariefisk, der føder levende unger" (tror jeg nok den hedder, han må efterhånden have skrevet flere tusinde bøger til børn og unge ;-))

Sammen med en skolekammerat lavede jeg en klub, UTK (ungefødende tandkarper), men da han ikke ville have flere med i klubben end os to, løb det hurtigt ud i sandet.I akvariebladet læste jeg om Poecilia, og meldte mig ind i slutningen af 1984, 12 år gammel. Cirka to år efter flyttede vi fra Valby til Brønshøj i et hus, hvor jeg fik mit eget værelse i kælderen. I løbet af et par år lykkedes det mig at få værelset (15 kvm. 1.98 til loftet) fyldt op med 30 akvarier, det største på 430 liter. Desværre har jeg i dag kun plads til ca. 10 stykker, da min kone insisterer på, vi også skal have almindelige møbler.

Du har blandt andet specialiseret dig i forskellige vildformer af ungefødende. Hvorfor - hvad er det specielt spændende ved dem?


- De fleste akvarister starter med de "nemme" ungefødende og specialiserer sig derefter i andre slægter. Jeg er nok aldrig blevet voksen. Jeg har selvfølgelig prøvet andre fisk. Både guramier, killier, gobier og alle mulige slags maller.

Jeg tror, jeg er blevet hængende ved de ungefødende, fordi de er så specielle, som de er. Jeg kan godt lide at have anderledes ting. De ungefødende er jo heller ikke så nemme, som mange tror. Det er heller ikke let at få fat i de forskellige arter. Mange af arterne er truede i naturen. Du kan ikke bare gå ned til din lokale fiskepusher og købe en flok Gambusia eurystoma, han ville tro, det var en anden slags pusher, du havde brug for. Det er ikke kun i naturen, mange af vores fisk er svære at finde, det er også i hobbyen. Jeg har været til rigtigt mange møder og træf især i Tyskland, Der er det muligt at få lidt flere forskellige arter end herhjemme, men så kan det ikke økonomisk betale sig kun at tage fire fisk med hjem.
I butikkerne kan du som regel kun få kulturformerne, og de er desværre næsten allesammen produceret på store "fabrikker" i Østasien eller Østeuropa. Jeg har faktisk ikke spor imod kulturformer og kan godt lide, at vores udenlandske søsterforeninger har dem med inde i "folden". Men det er så hjemmeopdrættede fisk og af meget høj kvalitet, og en stor flok røde platyer er da ret pæne ik'. Hvad var spørgsmålet? Jo, det interessante er selvfølgelig deres formering. Der er måske ikke nogen yngelpleje eller flotte reder til æggene, men der bliver født færdigudviklede unger, som kan klare sig selv lige fra starten.
At Poeciliidae, som guppy, molly og sværddragere hører til, så rent faktisk lægger æg, som klækker ved fødslen (ovoviparitet), det er der måske ikke så mange som ved. Goodeiderne fra det mexicanske højland derimod er rigtige ungefødende (vivipare), og nogle unger fødes endda med en slags navlestreng. Det er da lidt spændende. Og så er der altså ikke så mange som gider at have små kedelige grå fisk i deres akvarier.
For 10 år siden var jeg selv i Mexico for at fange fisk. Det er altså helt anderledes at se sine fisk i en flod eller bæk, der kommer de heller ikke lige hen for at få mad i hjørnet.


I modsætning til mange akvarister i dag, er du også foreningsaktiv - og kasserer i specialforeningen Poecilia Scandinavia. Hvad giver det dig i forhold til hobbyen at være aktiv i foreningen?


- Som sagt har jeg altid gået op i ting, som fangede min interesse. Da jeg startede i Poecilia Scandinavia, var foreningen organisatorisk delt op med en bestyrelse i hvert land og så en samlende hovedbestyrelse. I dag har vi kun en bestyrelse, men jeg har da nået både at være sekretær, redaktør og formand. I dag er jeg kasserer, og mener vi alle skal gøre en indsats for vores forening. Det var vidst John F. Kennedy, som engang sagde "spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig, spørg hvad du kan gøre for dit land". Jeg mener, det sammen gælder alle de foreninger, vi har vores "foreningsland".
Vi har i Poecilia haft en stille periode, hvor også bestyrelsen har været meget usynlig. Der har i den forbindelse været skrevet en masse indlæg til blandt andet vores foreningsblad om, hvor dårligt det er. Jeg kan kun give kritikerne ret, men hvis man kun har skrevet et indlæg med ris, burde man måske også prøve selv at komme med lidt initiativer. Det tror jeg mangler mange steder. Vi er så vant til at få alting foræret, men kunne måske også prøve at give lidt den anden vej.

For ti år siden var du selv i Mexico for at fange fisk. Hvad fangede du - og fik du det med hjem? Hvordan oplevede du at se fiskene i naturen?

- Det var meget spændende at se fiskene IRL (in real life – i det virkelige liv, red.). Når du kigger i et akvarium, er det som regel rimelig nemt at se fiskene. Det er det ikke særlig tit i naturen.
For det første kan man kun se dem fra oven, det er i sig selv en dårlig start for en artsbestemmelse. Fiskene er også mere sky, og selv med store net på lange stænger kan det være svært at fange noget. Vi så blandt andet nogle store mollyer. Der var et par stimer med mange meters mellemrum. I hver stime var det en stor han med en kæmpe rygfinne. Desværre syntes de, at det var sikrest at holde sig 2.5 meter fra os, der ville tæt på dem.
Der er heller ikke særlig mange planter, og hvis der er, står de i store klynger kun med en enkelt art, måske to i en overgangszone. Det er slet ikke som derhjemme i selskabsakvariet. Efter fangstrejsen holdt jeg sammen med Kenneth Staugaard, som også var med i Mexico, foredrag på et af DAU's dommer-møder. Vi diskuterede blandt andet biotop-akvarier. De fleste rigtige biotoper er jo egentlig ret kedelige, hvis de skal proppes ned i et 60 liters akvarie på en udstilling.
Vi var afsted i cirka to uger, og jeg havde præcis 98 fisk med hjem. Der var ikke en eneste død på hjemturen. Vi nåede over 20 forskellige fangststeder. De første dage var vi på jagt efter lidt Goodeider og koncentrerede os den sidste del om Xiphophorus.
Vi blev på et tidspunkt lidt frustrerede over, at på over halvdelen af fangststederne, fangede vi flest Pseudoxiphophorus bimaculatus, som er en stor grådig ungefødende, der æder alle de fisk under et par centimeter, som den kommer i nærheden af (i store træk, ihvertfald).
Den var ikke sjov at få med hjem med 10 forskelige fangststeder.
Når man har med vildformer at gøre, er det yderst vigtigt, at man ikke blander forskellige populationer. Det har flere gange vist sig, at man måske har to forskellige arter, og så er det jo ikke smart at krydse dem.

Du nævner selv flere forskellige former for ungefødende. Nogle specialiser sig jo i en enkelt gruppe (For eksempel Xiphophorus (Sværddragere, platy), Poecilia (Mollyer), Goodeider (og der er jo også muligheder for yderligere specialisering). Hvad med dig - har du specialiseret yderligere - eller holder du ungefødere »bredt«. Hvorfor?

- Jeg specialiserede mig på et tidspunkt yderligere ved at prøve at få fat i en masse forskellige arter Gambusia. Hvis ungefødende er grå og kedelige og ind imellem oversete i akvariehobbyen, så er Gambusia'erne de grå og oversete blandt ungefødende.

Der er utroligt få akvarister, som interesserer sig for Gambusia. Mange af dem er også aggressive, og æder deres egne unger hurtigere, end de føder dem. Det er også grunden til, at de er blevet brugt til mosquito kontrol i hele verden. Desværre kan de bedre lide fiskeyngel end myggelarver, også af truede fiskearter. Der er i dag endda lavet en hjemmeside kun om at udrydde Gambusia affinis & holbrooki, som blandt andet har spredt sig i Sydeuropa.
I dag har jeg ikke specialiseret mig inden for en bestemt gruppe, men jeg håber at få et kælder-lokale med lidt mere plads, for så kunne det jo godt være.

Hvordan kan foreningsmedlemmer udenfor en bestyrelse bidrage til at udvikle foreningen (det gælder jo ikke kun Poecilia)?

- Der er altid brug for hjælpere til det ene eller andet. Hvis der bliver holdt møder/auktioner eller lignende, kræver det jo ikke så meget at gå lidt til hånde ind imellem.
Bliver der udgivet et medlemsblad, er jeg overbevist om, at redaktøren mangler artikler. Jeg har selv været redaktør i Poecilia og i en forening med stueplanter. Der mangler altid stof til bladet.
Hvis man vil hjælpe sin forening, er det lidt som i et par forhold. Man skal være tilstede og man skal hjælpe, hvor man kan. Så får man rigtigt meget igen den anden vej.

Hvilken betydning i forhold til hobbyen tror du, det har, at vi har en forening som Poecilia Scandinavia? Hvorfor mener du, at der er behov for foreningen?

- Selv om du kan søge på hvad som helst på internettet, er det stadig noget andet at se fiskene live, at tale med en ligesindet akvarist. Mange hobbyer er pladskrævende, det kan fisk i høj grad også være. Nogle gange formerer akvarierne sig hurtigere end fiskene. Som en af mine akvarievenner plejer at sige: "Der er altid plads til et 128 liters mere".
Hvis man er med i en lokal forening med klublokale, ser familien nok med mildere øjne på dig.
Poecilia Scandinavia og de andre specialforeninger er lidt anderledes. Vi dækker hele Skandinavien (deraf navnet ;-)). Vi kan selvfølgelig ikke have et lokale et tilfældigt sted.
Vi har en hjemmeside (den er lige blevet opdateret i øvrigt) og et medlemsblad (som også lige har fået en stor overhaling). Det kræver mere af foreningen end den lokale forening, hvor alle kan mødes flere gange om ugen.
Vi kan lidt mere specifikt om den gruppe, vi nu engang interesserer os for. Det er lige meget om det er Poecilia, Killiselskabet eller Regnbue-foreningen. Hvis du vil specialisere dig, er det nemmest at starte hos os. Der findes også mange videnskabelige artikler, men der står som regel ikke noget om pasningen af fiskene.
Med tiden er det måske ikke specielt nok, så tager man de udenlandske foreninger med. Der findes over 10 foreninger kun med ungefødende i hele verden, og det samme gælder for alle grupper.
Vi arbejder meget sammen med vores søsterforeninger. Til marts har vi et stort anlagt arrangement ved Sæby. Der er allerede her i januar tilmeldinger fra hele verden. Foredragsholderne er mexicanske og hollandske. Gæsterne er fra Italien, Frankrig, England, USA.
Der vil det være muligt at få fat i mange af de fisk, man ellers kun har hørt om eller set i en bog. De er i hvert fald ikke nede i centerdyrehandlen.

Hvad med din familie - hvordan har de det med din hobby?

- Mine forældre har aldrig kommenteret det negativt. De syntes nok det var bedre, end at jeg rendte rundt med rødderne ude på vejen. Min kone synes (tror jeg nok), det er spændende, og vi har da været til møder i Tyskland og i Danmark sammen flere gange. Vi var blandt andet i Tyskland, da min datter kun var tre måneder gammel, to uger efter vores bryllup. Så jeg kan vist ikke tillade mig at klage.
De første år vi boede sammen, var det med 14 akvarier i soveværelset (de kom også først ;-))
Selvfølgelig er hun måske lidt ked af, der bliver brugt et halvt rum til akvarierne, men man må jo indrette sig, som man bedst kan. Så længe vi kan være i lejligheden, skændes vi ikke om det.
Med lidt held kan alle akvarierne komme i kælderen. Så kan jeg igen komme op på 15-20 stykker. Der er stadig et par arter, jeg ikke har prøvet.