Lysdioder til belysningsformål

Forfatter: Peter Skov
Oprettet: 09/09-2007 09/09-2007
Sidst redigeret: 09/09-2007 09/09-2007
Oprettet under: Gør det selv
 Del

Dioderne

I dag kan man købe lysdioder i mange forskellige størrelser, farver og lysintensiteter. Lysdioder, også kaldet LED (light emitting diode), har den åbenlyse fordel at de kører på lav spænding, typisk mellem 3.1 og 3.8 volt, og da de også lyser ved lav strømstyrke (20mA) bruger de meget lidt strøm - i gennemsnittet 0.07 watt. Man kan derfor have 100 dioder lysende med et forbrug på 7 watt. Endvidere kan man købe dioder med forskellige lysvinkler, - typisk mellem 15 og 100 grader. Til belysningsformål, også i akvariet, er det anbefalelsesværdigt at bruge dioder med store lysvinkler - hermed undgår man at få en spotlys effekt på bunden, og der er mindre risiko for områder i lyskeglen der er urene i farverne.
Strømforsyning og forbindelse

Tilslutning af lysdioder er ret ligetil. Dioder har et positiv og et negativt ben (anode og katode respektivt), og kan enten tilsluttes en spændingskilde direkte, eller med en passende formodstand (fx 470 ohm til 12V). Alternativet - og dette vil være en god idé for de fleste, er at sætte dioderne i serieforbindelse på en spændingskilde med højere spænding, og tilpasse antallet af dioder hereafter. Dette har flere umiddelbare fordele - dels er det nemmere at finde en gammel strømforsyning, fx. til en bærbar, en juletræskæde, mobiltelefon etc, end det er at købe en strømforsyning med lige den spænding man ønsker. Selvfølgelig kan man købe en strømforsyning med fx. 12 volt og bruge formodstande, men man skal så huske på at strømforbruget stiger tilsvarende - nu kører man på 12 volt ved 20mA, altså 0.24 watt per diode, så 100 dioder trækker nu 24 watt. Det synes jeg er værd at tage med i overvejelserne. Har man i stedet en strømforsyning, der som i billedet, leverer 14 volt, kan man sætte 4 dioder i serieforbindelse. Så går der i stedet 3.5 volt til hver diode.



Havde strømforsyningen været 25 volt kunne man have sat 7 dioder der hver ville trække 25/7 = 3.57 volt. Havde strømforsyningen været på 17 volt kunne man sætte 5 dioder, der ville trække 3.4 volt. Husk at dioderne er oplyst med en minimum og maksimum spænding. De skal have minimum spænding for at lyse, og de brænder af over maksimum spændingen. Deres lysintensitet er oplyst i millicandela (mCd) hvilket er malt ved deres såkaldte typiske spænding, der som regel ligger midt imellem minimum og maksimum spændingen.

Når man skal lave akvariebelysning med dioder skal man bruge nogle stykker. Jeg lavede min natbelysning i 2 omgange. I første omgang brugte jeg udelukkende blå dioder. Jeg tog et ¾ tommer polyethylen rør (grå plast) på 1 meters længde som jeg savede midt over ned langs midten. Jeg lagde det på bordet og satte mærker der hvor jeg ønskede at dioderne skulle sidde, hvorefter jeg borede 5mm huller.



På dette rør satte jeg 20 blå dioder med knap 5 cms mellemrum. Jeg havde en gammel strømforsyning på 35 volt, så jeg satte dioderne i serieforbindelse 10 og 10, så de hver fik 3.5 volt.



Man skal være lidt forsigtig når man lodder ledningerne fast på benene, da dioderne tager skade af for høj varme - de fleste tåler 250 grader i 5 sekunder, medens man lodder, men man skal ikke sidde og klodse i det. Dioderne blev loddet sammen og røret blev skruet fast i min akvarium inddækning.





Jeg synes egentlig det så fint ud, men besluttede mig alligevel for at lave det om nogle dage efter. Jeg tog dioderne ud igen og borede yderligere 30 huller. Antallet af dioder blev således 50, fordelt på 30 blå og 20 hvide.

Der er flere brugere på cichlids.dk der har eksperimenteret på dette område, og der er plads til mange individuelle løsninger, alt efter hvad man har lyst til og brug for.

Jeg synes at denne anordning giver et fint ekstra lys i akvariet. Dioder er endnu ikke på et stadium hvor de kan stå alene til akvariebelysning. Jeg har prøvet med ca 100 hvide dioder monteret på en lille plade, og det kan de ikke (måske det dur til små akvarier under 50 liter) - men teknikken er i rivende udvikling så måske inden så længe. Jeg ved godt at mange kalder det natlys, og jeg tror da også man nogle nætter kan lade det være tændt hele natten, men det giver alligevel så meget lys at jeg vil anbefale at slukke det om natten, ellers tror jeg fiskene har svært ved at finde hvile. Lyset er også fint på hyggekontoen - det giver et blåt skær ud af baljen, i stedet for 108 watt knaldhvidt lys, så det virker bedre til de hyggelige stunder, både med og uden gæster. God byggelyst!