Melanochromis auratus

Forfatter: Karl-Henrik Arendt
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 20/12-2009 20/12-2009
Oprettet under: Malawi
 Del

Melanochromis auratus – den lille hidsige mbuna

Version 1.0

Melanochromis auratus er en typisk cichlide fra Malawi-Søens klippekystbiotop.

Den er farvestrålende, underholdende, let at holde – men stridbar.




Melanochromis auratus - © Johnny Jensen Eksternt link www.akvariefoto.dk

Denne artikel fortæller om Melanochromis auratus i akvariet. Lidt om navnet:

Melanochromis auratus blev første gang beskrevet af Boulenger i 1897. Den hed oprindeligt Pseudotropheus auratus, men i 1976 fastslog Burgess ved en revision, at dens tænder i svælget var færre men større end hos Pseudotropheus. Derfor fik den sit nuværende navn med Pseudotropheus auratus som synonym.

Aurutus kommer i øvrigt af det latinske ord for guld, aurum. Navnet hentyder til de gyldne striber på kroppen.

I naturen

Melanochromis auratus lever i klippekyst biotopen. Dens slanke kropsform gør at den kan svømme ind mellem de smalleste sprækker. Dette giver den beskyttelse mod fjender og giver den mulighed for at etablere de territorier som er så afgørende for den.

Biotopen skal efterlignes i akvariet.

I akvariet

Altså et typisk mbuna akvarie. Men husk altid, at i dette tilfælde gælder det i særlig grad at der skal være skjulesteder. Tænk også på sammensætningen af fisk, fredelige fisk kan let få stress af selskab med Melanochromis auratus.

I begyndelsen ser alle ud som hunner. Hannens farveskift sker pludseligt. Hvis du vil holde flere hanner sammen, skal de have meget plads og der skal være rigtigt mange huler. Lad hellere være, det kan ende med drama.

Leg og yngel

Melanochromis auratus er mundruger. Hunnen går med æg og unger i 3 uger. Herefter har hun yngelpleje til ungerne ikke længere kan være i munden.

Når ungerne er fritsvømmende fodrer du først med infusorier og siden med større foder (AS red: Brug evt. afskallet artemia). De er udvoksede i 4 mdrs. alderen og så er der problemet med kønsbestemmelse. Du kan ikke se noget før hannen er udfarvet og det kan vare nogen tid, især når der er flere hanner sammen.

En han der føler sig underlegen i dette hierarki vil som regel foregive at tilhøre det svage køn for ikke at provokere den dominerende han.

Fodring

Melanochromis auratus er næsten altædende. I naturen græsser den på algebevoksede sten. Det er ikke fordi den er algeæder, men den lever af de små dyr, den såkaldte ”Nachwuchs” som er i algebevoksningen. Du skal fodre alsidigt og du skal tage hensyn til at den er en lille fisk, så foderets størrelse skal passe til den.

Denne artikel er skrevet af @kva-nets redaktør. Kilder: Hans J. Mayland, Buntbarsche des Malawi-Sees, 1982. Forskellige kilder på Internet. Egne iagttagelser.

Denne artikel bringes med tilladelse fra @kva-net - det elektroniske akvarieblad (c) Eksternt link http://www.akva-net.dk/




Melanochromis auratus i leg - © Niels Christian Mohr

Sådan skifter den tøj

Version 1.1

Jeg havde en gang et par Melanochromis auratus. Sælgeren der er en yderst kyndig og seriøs mand havde garanteret at de var han og hun, men som der står i den gamle revyvise ”det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det”. Fiskene var et smukt par, de så ud som om de var af hunkøn, måske endda tvillinger. De var så fredelige som sådan nogle er. Selskabet bestod af andre mbuna i et 325 liter akvarie med masser af stenopbygning.

De havde været i akvariet et par måneder. De var vokset og trivedes godt. En regnfuld fredag aften i maj satte jeg til at se en film på tv. Filmen var lige begyndt da jeg kiggede hen på akvariet som stod lige ved siden af hvor jeg sad.

Auratus hannen havde fået lidt bredere sorte striber. Ikke meget, men alligevel lagde jeg mærke til dem. ”Han er nok ved at blive voksen” tænkte jeg. Jeg husker ikke filmen så meget. Jeg husker mere at hans striber blev større og bredere. Efterhånden var det mere spændende end filmen. Da filmen var forbi – den tog den tid sådan en tager – altså en time og tre kvarter, var hannen fuldt udfarvet som en han skal være. Hunnen så beundrende på ham, man kunne se at han gjorde indtryk. Hans adfærd blev mere aggressiv. Ingen skulle ham for nær. Store som små i akvariet blev angrebet hvis de kom ham for nær. Parret kom da også i leg og fik små auratusser.

Jeg blev efterhånden lidt træt af de temperamentsfulde fisk og hele bestanden blev skiftet ud med mere fredelige, som jeg har holdt mig til siden, men jeg husker stadig det hurtige ”kønsskifte” på 1 time og 45 minutter.

Denne artikel er skrevet af @kva-net's redaktør. Artiklen bringes med tilladelse fra @kva-net - det elektroniske akvarieblad (c)
Eksternt link www.akva-net.dk