Opsætning af Malawi akvarium

Forfatter: Karl-Henrik Arendt
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 20/12-2009 20/12-2009
Oprettet under: Malawi
 Del

Opsætning af Malawi akvarium

Af Karl-Henrik Arendt d. 20-04-2004

Billedet herunder er af mit 530L malawi mbuna akvarium






Jeg får mit nye 325 liters akvarium her i weekenden som jeg har byttet mig til for forskellige fisk. En bruger fra Aquaforum.dk kommer med det, og får så fiskene med retur.

Her lidt om hvordan jeg sætter et nyt akvarium op (mest for begynderen).

Allerede inden erhvervelsen har jeg besluttet hvilke fisk der skal i den. Jeg er ret alsidig, og holder meget af alle slags cichlider. Både dem fra Malawi, Tanganyika, øvrige Afrika og sydamerika. Alle har deres charme. For tiden er jeg lidt hooked på amazonas og vil gerne have gang i et stort amazonas akvarium med HQI lamper, Co2 og masser af planter og kun enkelte fisk. Det glæder jeg mig til at fortælle om senere. Der er bare lige et par malawier jeg simpelthen MÅ have først :-D

At starte et Malawi eller Tanganyika akvarium stort som lille er for mig den samme grundlæggende forberedelse. Jeg har pt. et 530L malawiakvarium og 2 x 180L og 1 x 60L tanganyikaakvarier. Jeg er efterhånden begyndt kun at lave biotopakvarier. Jeg er dog ikke erfaren nok til at være helt fanatisk. Dvs. at jeg efterligner de naturlige forhold bedst muligt. Jeg skal dog indrømme at i min lille vestafrika biotop er planterne fx ikke fra Nigeria eller lignende ;-) Men jeg gør det så godt jeg nu kan eller orker og har økonomi til. Konen vil jo også have lidt til hende en gang i mellem… grrrr…. ;-)
I malawisøen er gruset fint. Jeg har læst mig til at gruset er 1-3 millimeter i kornstørrelse, og derfor er dette et godt underlag. Det kan købes i alle velassorterede akvarieforretninger. Jeg laver forskellige større stenhuler, og da de er tunge er det vigtigt at tage en forholdsregel. Før jeg putter noget som helst i akvariet, så ligger jeg en 1-2 cm. tyk flamingoplade i bunden. Simpelthen for at beskytte bundglasset. Hvis en tung sten trykker rigtigt (forkert om man vil) på et sandkorn, så kan hele bundglasset revne… og det vil vi gerne undgå. Hvis det nu havde været et planteakvarium, så havde jeg lagt flamingopladen på undersiden af akvariet for at beskytte planternes rødder mod kulde.
Når jeg har lagt flamingopladen i bunden af akvariet, så tager jeg alle mine store sten og laver huler af dem. Engang lavede jeg stenformationerne helt færdige og ”limede” dem sammen med silikone for at de ikke skulle styrte sammen over fiskene. Det har jeg egentlig aldrig prøvet, og derfor limer jeg dem ikke sammen længere. Men hvis jeg ikke tog den næste forholdsregel ville hulerne kunne styrte sammen. Malawi og Tanganyika cichlider elsker at grave (nogle væsentligt mere end andre) og især omkring deres huler. Derfor placerer jeg alle de store sten direkte på flamingopladen, og først når de er placeret hælder jeg gruset i. Dermed kan akvariefiskene ikke underminere stenene så de styrter sammen. Folk der fx har Neolamprologus Brichardi ved hvad jeg snakker om. Hvis det stod til dem alene levede de nærmest i tunneller som dem vi kender det fra Vietnam-krigen. Amerikanerne kunne aldrig se fjenden, fordi vietnameserne løb rundt i disse underjordiske gange, og ligesom amerikanerne gerne ville se vietnameserne, ja så vil vi også gerne se fiskene. Ved at placerer de store sten direkte på flamingopladerne, ja så har vi sørget for at det hele ikke styrter sammen over fiskene.
Hulerne bygger vi ikke fordi det ser godt ud. Cichlider i almindelighed elsker gemmesteder, og Malawierne er ingen undtagelse. Alle fisk i akvariet skal kunne gemme sig. Vi bliver jo også sindssyge hvis vi aldrig kan lukke en dør bag os og tænke en selvstændig tanke ;-)
Man kan på nettet læse om alle mulige måder at lave baggrunde på. Det er sikkert meget sjovt men hvis det er besparelsen man går efter, så skal man vist ikke regne timeløn ud. Jeg enten køber baggrundsmoduler eller også laver jeg ”naturlige” baggrunde. Fx stabler jeg en masse sten eller rødder op som baggrund. Det er alligevel det man prøver at efterligne. Rødder bruger jeg dog ikke i mit Malawi akvarium. Rødder mv. gør vandet surt, og vi skal netop bruge det modsatte, nemlig en pH på over 7. Derfor er kalksten gode. De kan også købes/bestilles hos akvarieforhandlere.
Jeg putter ikke planter i mine Malawi akvarier. Man kan godt, og mange bruger Vallisneria, som også kan købes/bestilles hos alle akvarieforhandlere. På mange af de billeder man ser under vandet fra søen indeholder ikke planter, så fiskene savner dem næppe, men jeg har ikke snakket seriøst med dem om det! Der skulle sjældent findes planter ved selve klippekysten, og det er her mine cichlider er fra. I søen skulle man kunne finde Cerathophyllum, Vallisneria og Potamogeton. Eftersom de fleste malawi’er også graver skal du konstant plante dine planter om medmindre de er godt forankret i akvariet. Selvfølgelig må der også findes nogle rødder i søen eftersom der står træer uden om… men nu er den sø jo også længere end Danmark (600km og op til 700m dyb, og derfor betyder det ikke så meget for den at der ryger lidt brænde ned i den langs kysten. Det har til gengæld en del at sige for vandet hvis du fylder et akvarie op med rødder.
Nu har vi flamingo, huler og grus i akvariet. Så skal der hældes vand i, og det skal bare være koldt og direkte fra hanen. Noget sand er grumset når du hælder vand i men det går væk inden for nogle dage når først hele cirkulationen fra pumpen bliver sat i gang. Jeg har før købt sand fra planteimporten.dk og deres sand behøves slet ikke at blive renset, imponerende! Vandet skal varmes op ved hjælp af et varmelegeme til 25-26 grader. Temperaturen i søen holder sig mellem 23 til 28 grader og pH 7.7-8.6 og derfor er nogle kalksten godt i akvariet, men generelt kan det siges at malawierne stortrives i det danske postevand som det kommer fra hanen.
Når akvarierne har en vis størrelse har jeg en indvendig pumpe der laver en kraftig cirkulation samt en udvendig spandpumpe der gør ditto. De her fisk vil gerne have der er gang i den. Ikke noget med stillestående vand… de her laver ikke skumreder mellem bambus og flydeplanter. Her skal vandet være sådan at skumreden og flydeplanterne bliver smadret over mod den ene endevæg :-)
Når der skal købes fisk, så prøver jeg altid at begrænse mig til kun enkelte fisk i starten. Det skyldes at der slet ikke er nogen balance i et nyt akvarie. I et akvarium er der en balance der skal fungere. Denne balance opstår i et sammenspil af det foder du hælder i dine akvarier, det afføring der kommer fra dine fisk, det dine planter indånder og udånder samt lyset. Hele denne kemiske balance er nøglen til succes i dit akvarium. Så når nørderne snakker om justering af Ammoniak (NH3), nitrit (NO2), nitrat (NO3), Co2, Lux, kelvin og PH så taler de om at få den rette balance i akvariet. For meget af det ene eller det andet kan føre til død og ødelæggelse i dit akvarium. Jo færre indgredienser (fisk) der er til at starte med i gryden, des nemmere er den at smage til! Alger skal der nok komme alligevel her i starten. De melder sig efter 2-4 uger, men det skal du ikke gå i panik over. De er fordi der ikke er balance i tingene endnu. Det kan tage nogle måneder før det hele er kørt ind. Fjern algerne så godt du kan. Jeg ville sørge for at mit tænd/sluk ur ikke gav mere end 10-12 timers lys hver dag, og direkte kontakt med sollys er verboten. Når der så er gået en rum tid kan der suppleres med yderligere fisk. Man bliver nødt til kun at tilsætte lidt krydderi af gangen for at kunne smage suppen ordentligt til :-)

De malawi’er jeg pt. gør det mest i, er mbunaer. Jeg vil ikke beskrive dem nærmere men de er nemme at holde, nemme at opdrætte og så er de meget smukke i alle mulige farver. De kan købes mange steder i fx Ålborg, Århus, Odense og København samt hos små specialister og private rundt omkring. Her på Falster er der ikke nogle ”ordentlige” akvarieforhandlere, så jeg køber af private samt i de større byer. Priserne svinger meget fra 15,- stykket til 500,- parret. Køb flere hunner end hanner. Jeg tror jeg laver en beskrivelse af dem en anden dag. Jeg ville blot fortælle lidt om mit næste akvarie der påbegyndes her i weekenden.

Hvis du vil prøve med malawi’er eller tanganyika’er så får du en masse hjælp på Akvariesiden.dk. Her er mange der ved en masse, og mange der holder arterne. Håber du blev lidt interesseret på baggrund af ovenstående.