Scalare opdræt – vælg det rette par

Forfatter: Ib Vestergaard
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 27/05-2010 27/05-2010
Oprettet under: Opdræt og yngel
 Del

Scalare opdræt – vælg det rette par

Version 1.1


Når du vil opdrætte scalarer er det alt afgørende for resultatet at du vælger det rette avlsmateriale. I denne artikel fortæller den professionelle opdrættet Jimmy Ericsson, USA, om hvad du skal se efter når du vælger avlsfisk.





Peru scalare - (c) Andreas Ubbe Dall

Jimmy skriver:


Det er nogle grundbegreber, som du altid må tage i betragt- ning. Ikke bare hvis du avler scalarer, men også ved avl af alle akvarie fisk.


1) Egenskaber. Disse omfatter også fiskens fysiske udseende. Farver, størrelse, almen kropsform, finnelængde og –struktur. Desuden kroppens funktionsevne der skal svare til artens normale standard.


2) Indavl kan være en brugbar metode til at intensivere visse egenskaber. Det gælder finneform, størrelse, farve eller mønstre. Indavl er at skabe afkom mellem nært beslægtede fisk. Ved indavl parer man brødre med søstre, mødre med sønner osv. Ofte ender indavl katastrofalt. Kun en begrænset mængde af æggene klækker. Et stort antal af ungerne mangler halen, har korte gællelåg eller andre deformiteter. Nogle af disse stakkels dyr fødes uden tilstrækkelig blommesæk, derfor starter de tilværelsen som undernærede. Larvestadiet er helt afgørende for deres videre udvikling. De vil få et liv som underudviklede svæklinge der med sikkerhed vil dø inden de udvokser.


3) Linieavl er effektiv metode. Den har også til formål at intensivere ønskede egenskaber. Metoden er at gå en generation tilbage i avlslinien. F. eks. bedsteforælder til barnebarn eller onkel til niece. Metoden med linieavl kan føre til gode resultater, men husk at dårlige egenskaber vil følge gode egenskaber.


4) Personligt foretrækker jeg udavl. Metoden går ud på at når du har fået et kuld unger med de ønskede egenskaber, så går du ud og finder fisk med de egenskaber, som du ønsker. Du køber nogle stykker og lader dem danne par med fisk fra dit første kuld. Lav en beskrivelse af begge fisk i det nye par, gerne med billeder til. Det er vigtigt at har en helt klar definition af fiskene og deres egenskaber. Når der kommer unger har du en standard og du kan fastslå hvilke egenskaber der er dominerende og hvilke der er vigende.


Genetiske begreber


Hver fisk har kromosomer. De forekommer parvist. Hver forælder giver et kromosom til afkommets genetiske par. Det ene kromosom stammer fra ægcellen, det andet fra sædcellen. Hvert kromosom har mange gener. Hvert gen har en særlig placering på kromosomet. Dette sted kaldes genets locus.


Allele gener er varianter af det gen som forekommer på hvert locus. Da der er to par kromosomer, vil et allelt gen forekomme på samme locus hos hvert kromosom. Når den samme egenskab er på samme locus hos hvert kromosom kaldes det en dobbelt dosis.


En scalare som har dobbelt dosis af det sorte allele gen er dobbelt sort. Når man krydser to fisk med det samme allele gen på det samme locus vil forældrene give disse egenskaber videre til afkommet.


En krydsning er en fisk som arver to forskellige allele gener, undertiden kaldes dette en enkelt dosis. Et eksempel kan være at hannen har et hvidt allelt gen. Det kan være på locus #35. Hunnen har et sort allelt gen på #35. Afkommet bliver altså en krydsning og vil ikke med sikkerhed give racerene egenskaber videre.


Mutationer er ofte vidtgående anderledes. Deres genetiske materiale bevirker en radikal forandring af artens egenskaber. Mutationens afvigelser er ikke resultatet af en løbende udvikling. Den opstår fra den ene generation til den næste. Mutation kan være miljøbetinget, men den kan også opstå uden påviselig grund.


Egenskaber er dominerende når de overgår andre egenskaber på blandede allele gener. En vigende egenskab er en egenskab som ikke viser sig i afkommet efter forældre med forskellige allele gener. Den vigende egenskab kan vise sig hos senere efterkommere når to vigende egenskaber forekommer på samme locus. Dette forekommer ofte ved indavl og linieavl.


Valg af det rette avlspar


Sunde fisk er forudsætningen for et vellykket resultat. Du kender en sund fisk på at den er aktiv og nysgerrig. Den må aldrig ligge på bunden eller skjule sig. Fisken skal komme frem i akvariet. Den vil vide hvad der foregår og den skal være sulten.


Vælg altid fisk med de rette egenskaber. Du skal se om finnerne har rette størrelse og form. Læberne skal mødes i et fuldkomment bid. Gællepladerne skal dække hele gælleåbningen og skal åbne sig helt. Og naturligvis køber du aldrig en avlsfisk som har fået medicin.


Alle forældrenes dårlige egenskaber går i arv til deres efterkommere. Er du i tvivl om noget så lad være at købe. Du vil altid fortryde et dårligt køb. Kort sagt: Vælg det bedste og vær så kritisk at sælgeren hader dig!


Som med andre fisk kan du vælge mellem en mangfoldighed af scalarer. Hvis du vil opdrætte kulturformer, så husk at nogle former er vanskeligere at opdrætte end andre, det ligger i deres genetiske struktur.


Køb dine avlsfisk forskellige steder. Jo større geografisk afstand, jo mindre risiko for at fiskene er beslægtede. Du skal ikke købe hannen og hunnen samme sted med mindre du er 100 % sikker på at de ikke er beslægtede.


Regn med at flokken i akvariet er et kuld, hvis sælgeren ikke kan bevise det modsatte, hvad han næppe kan. Naturligvis skal sælgeren kunne oplyse hvem der har opdrættet fiskene.


Du skal også være opmærksom på ”ynglepar”, sådan nogle er som regel gamle udtjente avlsfisk. Risikoen for genetisk svækket afkom stiger ligefrem proportionalt med forældrenes alder.


Det er dejligt når sådan et gammelt etableret par har fået en masse skønne unger i tidens løb, men de er sandsynligvis for længst blevet oldeforældre og der er helt sikkert alderdoms- svækkelse i deres gener. Det ved sælgeren godt, men begynderen ved det ikke. Blandt fisk er ”det grå guld” = den grå muld. Hvorfor vil sælgeren i øvrigt af med sådan et godt ynglepar?


Har du et par?


Det sikreste er altså at vælge et par af ungfisk. Køb 6 stk., så skulle du være rimeligt sikker på at der både er hanner og hunner. Fiskenes størrelse skal være = 25 % af et fuldt udvokset eksemplar. Så vil de være 3 – 4 måneder gamle.


Sæt dem sammen et 100 liter akvarie, gerne større. Lad dem gå stille og roligt. Ved god pasning vokser de til. Du skal holde øje med dem dagligt, observer deres adfærd og vaner. Sørg for godt foder og god hygiejne.


Den eneste måde du kan kønsbestemme scalarer er ved at se på læggerøret. Hos hunnen er det ganske kort, den oprindelige tekst siger 1/8'. Hos hannen er et det lidt kortere, tykkere og mere afrundet. Læggerørene er kun synlige umiddelbart før og efter legen.


Danner scalarer par for livstid?


Jimmy kender teorien, men siger: — Jeg tror ikke helt på den. Når scalarer danner par leger de når tiden er inde. Jeg har prøvet at skille et par ad. Hannen blev flyttet og der kom en ny han ind til hunnen. Der var straks sympati mellem parterne og legen fandt sted helt sædvanligt. Den fjernede han stod i at akvarie ved siden af, fuldt synlig for hunnen. Typisk skal du regne med at en pardannelse vil vare nogle uger.


Efterhånden som dine ungfisk vokser til vil der sikkert være et eller flere par der holder sammen hele tiden. Det er et godt tegn, de er ved at blive ”forlovede”. Næste trin i den udvikling bliver at de danner territorium i et hjørne i akvariet.


Nu bliver hannen aggressiv overfor alle som kommer territoriet for nær. Især hvis de nærmer sig hunnen. Nu er de et par og så kan du godt tage fiskenettet frem. De skal skilles fra gruppen. Enten skal de have deres eget akvarie eller også skal alle andre fisk fjernes fra akvariet.


Så vidt Jimmy Ericsson for denne gang. Jimmy har skrevet et meget omfattende materiale om scalare opdræt og vi bringer mere af dette i andre artikler på @kva-net ved senere lejlighed.
Orig. tit.: Raising Angelfish. Forf.: Jimmy Ericsson, USA. Oversat og redigeret af @kva-nets redaktør.