Vanvittig fødesøgning

Forfatter: Ron Coleman
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 27/05-2010 27/05-2010
Oprettet under: Fisk
 Del

Vanvittig fødesøgning

Af Ron Coleman, 2001
Oversat af Elisabeth Schrøder, 2006



(Metriaclima zebra har en bred, fremadrettet mund med spredte tænder (Ndumbi Rocks, Likoma Island). Foto af Ad Konings)

De utallige måder hvorpå cichlider skaffer og håndterer føde fascinerer til stadighed både akvarister og videnskabsfolk. Cichlider af forskellige arter er ikke bare i stand til at udnytte en bred vifte af fødeemner, inklusiv plankton, fisk (også andre cichlider), æg og endda skæl, men forskellige cichlider kan være i stand til at udnytte en given fodertype på vidt forskellige måder. I en tidligere artikel diskuterede vi hvordan fjorten arter af rejespisende cichlider kunne leve side om side i Tanganyikasøen (Coleman, 2000). Malawisøen indeholder langt flere cichlidearter end Tanganyikasøen, men alligevel er malawicichlider på mange måder – i det mindste overfladisk – mere lig hinanden. Hvordan kan så mange arter sameksistere?

Martin Genner, George Turner og Stephen Hawkins (University of Southampton) har for nylig publiceret to afhandlinger, som kaster en smule lys over det komplekse interspecifikke forhold blandt klippekystcichlider i Malawisøen, ofte kaldet mbuna (Genner et al., 1999a, b). Mbuna lever i og omkring de klippefyldte undervandshabitater, som er adskilt fra andre, lignende habitater af dybt vand eller strækninger med sand, som begge er farlige steder for en mbuna at opholde sig. Et givent klippehabitat kan være hjem for så mange som 37 arter mbuna. Hvordan klarer de sig alle?

Indenfor økologien har det være kendt længe, at to arter ikke kan optage præcis den sammen økologiske niche. Dette kaldes ofte for ”princippet om konkurrence udelukkelse” i gamle lærebøger. Mange moderne økologer har anerkendt dette udsagn, som hvad det er: tautologi, dvs. et udsagn, som per definition er sandt. Med andre ord: Fordi vi ofte definerer grupper af dyr som værende en separat art, fordi de på en eller anden måde er forskellige fra andre sådanne grupper, ville sådanne to grupper, hvis de gjorde nøjagtigt det samme, på det samme sted, på det samme tidspunkt (optage samme niche) per definition være den samme art. Imidlertid har princippet om konkurrence udelukkelse en substantiel heuristisk værdi i, at når vi ser et antal lignende organismer, som optager hvad der ser ud til at være samme niche, er vi tvunget til at spørge: på hvilke subtile måder afviger de?

Det kunne tænkes, at hver art har en højt specialiseret diæt, hvor de kun lever af et meget begrænset udsnit af den samlede føde til rådighed (ligesom Tanganyika skæl-ædere). Eller de kan skaffe sig det samme fødeemne på forskellige måder (som det var tilfældet for de rejespisende Tanganyikacichlider). Eller arter kan opdele pladsen i klippehabitatet. For eksempel kan nogle bebo nogle en anelse dybere zoner, imens andre lever helt oppe ved kysten. Til sidst kunne der være tidsmæssig adskillelse. Nogle arter er måske aktive om natten, imens andre er om dagen.

Nogle af disse hypoteser er forkerte i tilfældet med mbuna. For eksempel, imens tidsmæssigt separation er er almindeligt hos fx koralrevsfisk, er det sjældent set hos cichlider, fordi cichlider normalt er inaktive om natten.

Med hensyn til forskelligheder i fødevalg, har tidligere studier vist, at selvom mbuna har højt specialiseret mundmorfologi, er de udmærket i stand til at æde et større udvalg af føde end først antaget (McKaye & Marsh, 1983). Akvarister har længe vist dette, fordi det er muligt, at fodre en varieret samling af malawicichlider i et akvarium med blot nogle få, færdiglavede fodertyper, dvs. at disse fisk ikke bliver nødt til at skrabe alger af klipperne for at overleve. McKaye og Marsh viste, at denne evne til at være opportunist, ikke kun er gældende i akvarier: i et studie af Metricalima zebra og Petrotilapia tridentiger i Malawisøen fandt de, at individer kan og vil spise alger, men også invertebrater, zooplankton og fytoplankton, hvoraf de sidste to typer fanges frit i vandsøjlen.




(Labeotropheus trewavasae har en tydeligt, nedadrettet mund med tætpakkede tænder. (Thumbi West Island). Foto af Ad Konings)

Det er blevet foreslået, at mbuna er i stand til at leve sammen pga. meget delikate nicheopdelinger, således at en arts præcise niche er afgjort af præcist hvordan og hvor den søger føde. Genner og kolleger tog ud for at teste denne idé på otte arter ved Nkhata Bay i Malawisøen. De otte arter bestod af tre grundlæggende typer: (1) Metriaclima zebra og M. callainos, (2) Labeotropheus fuelleborni og L. trewavasae, og (3) fire typer af ubeskrevede Pseudotropheus (Tropheops) cichlider. Disse tre typer har tydeligt forskellig mundmorfologi. Metriaclima-arter har en bred, fremadrettet mund med spredte tænder. Tropheops-art har en smal, let nedadrettet mund med tætpakkede tænder. Labeotropheus har en tydeligt nedadrettet mund med tætpakkede tænder.

Forskerne brugte diætanalyse, dvs. maveindhold, til at afgøre hvad hver af arterne spiste. Vha. SCUBA observerede de også, hvor individerne af hver art søgte føde med henblik på mængde sediment, algekomposition, skjul til rådighed og stedets hældning. De fandt ud af, at der var visse ganske små forskelle mellem arterne mht. præcis hvor og hvad de spiste. For eksempel spiste Metriaclima en kombination af plankton og fastsiddende alger, hvorimod Labeotropheus-arter sjældent spiste plankton. Indenfor de fire arter af Tropheops, havde især en af den en svaghed for Cladophora (en bundlevende alge) fra sedimentrige områder, imens de tre andre spiste meget lidt af denne føde. Men der var også mange ligheder. For eksempel fandt de ingen forskellige i diæten eller fourageringssteder for de to Metriaclima-arter.

Der var i nogen grad en sammenhæng mellem den generelle mundmorfologi og diæten hos disse fisk. Metriaclima-arter er bedre i stand til at plukke plankton ud fra vandsøjlen end nogle af de andre, og maveindholdsanalysen bekræfter, at de spiste mere af denne føde end nogle af de andre cichlider i undersøgelsen. Men Labeotropheus- og Tropheops-arter viste et stort overlap mht. valg af føde, på trods af deres tydelige forskellige i mundmorfologi.

Bouton et al. (1998) tilbyder en forklaring. De undersøgte fødesøgningen hos adskillige arter af klippecichlider fra Victoriasøen. De fandt ud af, at imens nogle arter kunne spise de forskellige typer føde de fik tilbudt, var der bestemte arter, som var mere effektive i at spise en bestemt slags føde og andre arter, som var mere effektive til at spise en anden type. Dette kan muligvis være af nogen vigtighed det meste af tiden, men må især være vigtigt på tidspunkter, hvor føden bliver knap.

Den næste brik i puslespillet kommer fra den anden afhandling af Genner et al. De undersøgte adfærden hos territoriale mbuna-hanner. Hanner af disse arter forsøger at kontrollere adgangen til føde i et territorium ved at jage andre fisk væk. Forskerne antog, at sådan en han vil mere mest aggressiv i at forsvare sit territorium imod arter, som har store diætmæssige overlap til territoriets ejer. De burde tolerere arter, som foretrækker andre typer føde. Ved at betragte individer under vandet, fandt de da også ud af, at territoriale rent faktisk er selektive mht. deres aggression. Hanner udviste især aggression imod individer af samme art, altså fisk, som med størst sandsynlighed ville spise samme føde. Der er en alternativ forklaring: hanner kan jage hanner af den samme art væk, for at forhindre dem i at parre sig med eventuelle mager, som måtte komme til territoriet for at yngle. Dette er uden tvivl en del af forklaringen. Men territoriale hanner kan også finde på, at jage hunner tilhørende samme art væk fra territorierne. Men hvis en han jager alle hunnerne væk, vil han ikke yngle. Så hannen er fanget i et dilemma: tillad en hun at komme tæt på som en potentiel ynglepartner, men risikere, at hun bare er sulten.




(Tropheops sp. "Yellow Gullar" har en smal, let nedadrettet mund med tætpakkede tænder (Luwala Reef). Foto af Ad Konings)

Nu begynder vi at kunne se grunden til, at nogle mbuna-hanner gør kur til hunner så ivrigt, endda aggressivt. En han ser en potentiel mage og forsøger at afgøre hendes intensioner ved at gøre så heftigt kur. Hvis hun er interesseret i at yngle; fint! Hvis ikke må kan jage hende væk, ellers vil hun æde noget af hans mad. Selvom vi har brug for at arbejde meget mere på dette emne, kan vi begynde at se de komplicerede forhold mellem fødesøgning og reproduktion, som udgør en cichlides vanvittige tilværelse.

Gengivet med tilladelse fra Eksternt link http://www.cichlidae.com/ og Ron Coleman