Neochromis sp. "large eye nigricans"


Generel beskrivelse
Neochromis sp. "large eye nigricans" er kun blevet fanget ganske få gange, sidste gang var helt tilbage i 1993. I alt har man kun fanget 7 individer, og alle er af hunkøn. De er indtil videre endemisk til Makobe Island. Den ø ligger lige nord for udmundingen af Mwanza Gulf i den sydlige del af Victoriasøen ved Tanzania. Makobe Island er et sted hvor man finder mange Mbipi. Der er masser af store stenblokke.

Det ret specielle ved denne Neochromis er, at man normalt finder langt flere hanner end hunner af Neochromis, men som sagt har man indtil videre kun fanget hunner.

Den ligner en smule Neochromis rufocaudalis, men har en mere spids snude samt en dybere underkæbe og et anderledes tandsæt. Tandsættet er anderledes på den måde, at de ydre tænder er langt større end de inderste tænder. Neochromis-arterne er kendt for at græsse en del alger, og deres tandsæt er som skræddersyet til det. Med deres tænder kan de gnide dem op af stenene, så algerne sidder fast i tænderne. Når der er nok alger på tænderne laver fiskene gispe bevægelser for at sætte algerne fri, så de kan sluge dem. De minder en del om Tropheops-komplekset fra Malawisøen samt Tropheus fra Tanganyikasøen.

En anden ting som gør denne Mbipi meget speciel i forhold til andre Neochromis-typer, er at den ganske enkelt har enorme øjne. Så kunne man tro at den levede på dybt vand, da disse to ting ofte hænger sammen, men det er ikke tilfældet. Den er fanget på 1 - 3 meters dybde. Så hvorfor den har disse spektakulære øjne, er et stort spørgsmål. På trods af dens rimelig lille kropsstørrelse, er det faktisk den Neochromis der har de største øjne.

Man ved ikke om det er en utrolig sjælden Mbipi, eller om man bare ikke har fundet dens hovedsted hvis man kan formulere det på den måde. Områderne omkring Makobe Island er blevet undersøgt grundigt, men der er stadig store dele af Victoriasøen man mangler at undersøge, så endnu et spørgsmål kan rejses om hvorvidt den er sjælden eller ej. Man har fundet enkelte individer ved Nansio Island, ikke langt fra Makobe Island, og nogle mener det er Neochromis sp. "large eye nigricans", andre ikke. Det sjove ved det var, at det også kun var hunner. Men man er langt fra sikker på det var samme art.

I naturen er den set sammen med Neochromis rufocaudalis, Neochromis omnicaeruleus, Neochromis gigas og Mbipia mbipi.

Man skal ikke regne med at få denne cichlide til sit akvarium, i hvert fald ikke i de kommende år. I akvariet skal man have en del gemmesteder via store stenflader helst.

Jeg vil formode at hannerne er ret aggressive og meget territorialle, da dette gælder for de fleste Neochromis-typer og især for dens nære slægtning i Neochromis rufocaudalis. Derfor skal man kunne have en enkelt han i sit akvarium, ellers kan det føre til den ene hans død. Derudover skal man have mange hunner, jo flere jo bedre, men minimum 4-5 stykker. Man skal passe på med at have andre arter i akvariet, da de formentlig har let ved at krydse. Man bør nok have en del erfaring som akvarist for at holde den.


Kilder: Ole Seehausen - Lake Victoria Rock Cichlids.
Yngleadfærd
Yngleadfærd
Man kender endnu ikke til parringen, da man ikke har observeret hanner. Man må formode det foregår via tail-chasing og at hunnen er mundruger. Hannen er formentlig ret territorial under parringen.

Antal unger
20-40

Info
Type
Cichlider, Victoria - Uddøde arter

Handelsnavn
-

Udseende
Farver
Man har endnu ikke observeret nogle hanner. Hunnerne har den lidt traditionelle Neochromis udseende. De har en brun grundfarve med mørke lodrette utydelige strber. Ved øjnene, som er meget store, har de sort tværstriber. På maven er de ret lyse.

Størrelse han
8.5

Størrelse hun
7

Optimale Forhold
Min. temperatur
24

Max. temperatur
28

Min. pH
7.6

Max. pH
8.5

Min. akvarie
180

Holdes bedst som
Flok

Foder
Foder:
  • Alger
  • Cichlidesticks
  • Flagefoder
  • Rejemix
  • Spirulinaflager
  • Kilder og forfatter
    Forfatter
    Claus "Petter" Ladefoged

    Udskrift venlig version