Syge Corydoras sterbai

Indlæg fra det gamle forum, gengivet som arkiv. Er det dit indhold, og vil du have det fjernet eller dit navn gendannet?

StyoreThomas — 30. december 2009, 22:20

Hej!

Jeg har en flok sterbai der adfærdsmæssigt trives rigtig godt. Dog er der 2-3 af dem der har har noget svampelignende belægning og udvækster på panseret. Det ser umiddelbart ikke ud til at genere dem, tror kun det er mig der er generet af det :S

Jeg har tidligere prøvet at skrabe det af med en kniv, men det kommer bare igen efter nogle uger. De har haft det i omkring 9-10 måneder nu og der er ikke andre fisk der er blevet smittet i den tid.



Nogle idéer til hvad det kan være og hvordan man kurerer det?

Hilsen og godt nytår 🙂
Thomas

Bruger #687873 — 1. januar 2010, 11:03

Er der virkelig slet ingen, der har et bud på det her? 🙂

Jeg har også selv én af slagsen - en single jeg fik for ... ja... et års tid siden. Den er nok ikke helt så hårdt angrebet som fiskene på billederne... Den går sammen med 6 artsfæller og 6 C. napoensis. Ingen af disse har samme "fejl".

Kan det være noget genetisk?

kim m — 1. januar 2010, 11:33

For mig ligner det et tilfælde af dårlig vandkvalitet. Typisk får Corydoras det her hvide, tykke slimlag når vandet er meget belastet eller filteret ikke fungerer. Jeg vil tro dine fisk har mindst nogen bakterieinfektioner, måske andet også.

Det kan også være noget med pH'en...måske er den for lav.

Det er muligt at en filterrens og masser af vandskift kan hjælpe, men ellers har jeg gode erfaringer med JBL Furanol til Corydoras med bakterieinfentioner.

Det er umiddelbart mine bud.

Den forreste corydoras på det sidste billede ser mig noget spøjs ud mht. hovedets størrelse i forhold til kroppen.

Kan du give nogen oplysninger om akvarier, hvor stort det er, hvor tit du skifter vand og hvor meget? Har du nogen vandparametre? Hvad fodrer du med?

Bruger #687873 — 1. januar 2010, 11:54

Håber Thomas vender tilbage med lidt yderligere info 🙂

Kim - tak for dit indlæg! Det med vandkvaliteten og / eller ph-balancen kan jeg pludselig huske, Birger Amundsen gav et eksempel på i én eller anden tråd, hvor fiskene lignede ovenstående, dog tror jeg ikke, der var direkte knuder og misdannelser, det var mere den dér lasede hud! Men han klarede det med vandskift!

Jeg sidder selvfølgelig her og kan ikke forstå, at jeg skulle have dårlig vandkvalitet 😉 Hos mig er der tale om én ud af 13 coryer - men jeg må samtidig indrømme, at fisken (som var ret lille, da jeg fik den) først fik "dårligdommen", da den kom hjem til mig! Omvendt kan man vel heller ikke afvise, at der findes fisk i en flok, som bare er lidt svagere end andre... måske jeg skulle sende fisken på hospitalet og nurse lidt ekstra om den 🙂

c sørensen — 1. januar 2010, 12:00

jeg har også en sterbai, der på et tidspunkt fik lidt hvidligt lag over sig efter at være blevet hakket i en finne. Den har dog aldrig haft bylder eller sår. Jeg gav den en gang behandling med eSHa 2000 for at undgå svamp. Den ser stadig lidt speciel ud i farven, men har det fint ellers. Jeg tror aldrig, den kommer til at se helt normal ud mere. Det er længe siden, den havde problemer. Jeg ved ikke, om de almindelige sterbai kan være lidt sarte? Mine albino sterbai har aldrig haft problemer af nogen art, og de går sammen. Og vandkvaliteten fejler heller intet og gjorde heller ikke den gang.

StyoreThomas — 1. januar 2010, 16:35

Hej og tak for alle svarene. Skulle lige oven vande igen efter i går aftes 😉

Mine vandværdier burde være ok. Jeg sænker og styrer min PH vha. osmosevand og et CO2 anlæg med controller så den ligger nogenlunde fast på 7, det er jeg dog først begyndt på igen for ½ år siden, før lå den nok nærmere 7.8 da jeg forsøgte at undvære osmosevandet (stort arbejde og vandspild). KH er omkring de 5-6 stykker og GH er omkring de 11-12. Nitrit og nitrat er umiddelbart ikke målbart. Akvariet er et 530liter med masser af lys (4 stk. 80w T5) da jeg fokuserer meget på planterne. Jeg filtrerer med en ældre Eheim 2328 og en nyere Eheim 2128. Disse prøver jeg at få renset på skift en gang om måneden (altså et hver 14 dag). Vand forsøger jeg at få skifter hver 10-14 dag, og så er det ca.1/3 af det der skiftes med en ca. 50/50 blanding af ledningsvand og osmosevand.

Jeg har for nyligt investeret i et 36w UV filter som jeg har monteret på udløbssiden af mit 2328 som mit CO2 anlæg også sidder på.

Altså bør de målbare vandværdierne være i orden, jeg er dog ikke helt afvisende over for den med bakterierne. Det er faktisk også en af grundene til at jeg investerede i et UV filter. Jeg synes nemlig at kunne registrere at hvis jeg misser filter og/eller vandskift med lidt for mange dage, så kan en af mine tetraer (diamant eller kejser - men ikke citron eller rød fantom, eller i hvert fald meget meget sjældent en af dem) lige pludselig få et lille sår eller byld (som regel ved haleroden eller læben), og inden for en uges tid er den så død. Har bare ikke forbundet det direkte med det mine sterbai fejler, da de jo ser ud til at trives fint. Ligeledes er der andre fiske racer i akvariet der aldrig får de nævnte sygdomme (guramier, nanostomus, L128 m.m.)

Nåh men altså så er mit håb at UV filteret kan få bugt med de bakterier jeg må ha' flydende rundt i vandet og som jeg gætter på forårsager beskrevne sygdomme og dødsfald, men jeg har dog ikke den store forventning til at det tager sig af mine sterbai.

Løsning med dem vil være at fiske de syge op og putte dem i et hospitals akvarium i 10-14 dage, og så med et eller andet medikament få løst problemet. Min forhåbning er så at det ikke kommer tilbage.....og dette vha. UV filter og forbedret hygiejne så sygdoms bakterier ikke får lov til at få bugt med mine små tetraer.

Håber ovenstående info kan hjælpe med diagnosticeringen.

Hilsen
Thomas

kim m — 1. januar 2010, 16:47

Ok, det lyder som om du gør en del ud af det mht. at styre de forskellige vandværdier. Derfor kan du jo godt have en gusten bakterie alligevel, og jeg vil tro at det er årsagen til at fiskene ser sådan ud.

StyoreThomas — 1. januar 2010, 16:56

Ja det er også min mistanke......håber UV filteret har fået bugt med dem, holder i hvert fald skarpt øje med akvariet for tiden 😉

Jeg vil forsøge med Furanol, tror måske endda jeg har noget liggende....ellers må jeg lige få fat i noget, det er jo heldigvis ikke noget der er akut 🙂

Bruger #687873 — 1. januar 2010, 17:20

Håber du gider melde tilbage, Thomas, når du konstaterer nogle ændringer? Så er det jo lettere for mig 😉

Nej, helt ærligt synes jeg, det er lidt interessant, selvom det jo er noget skidt... Det er ved at være længe siden, jeg sidst har målt vandværdier - min ph ligger efter al sandsynlighed lavere end din, Thomas. Den med UV-filteret havde jeg ikke lige tænkt på (har selv ét liggende), bakterier befinder sig jo så rigtig mange andre steder også end lige svævende i vandet? Men måske UV kombineret med ekstra vandskifte kan gøre det, hvem ved 🙂

StyoreThomas — 1. januar 2010, 17:40

Jo jeg skal nok vende tilbage men nyt.

Angående bakterier så har jeg ladet mig fortælle at de fleste (hvis ikke alle) af de bakterier som angriber fisk de kommer til fisken igennem vandet (eller maden), så de må altså på et eller andet tidspunkt være fritsvømmende, og her skulle et kraftigt UV filter være godt, men jeg blev nødt til at købe det største jeg kunne finde fordi der skal noget højere belysning til at dræbe bakterier end der skal til at dræbe alger som de ellers bruges til...og med det "throughput" der er på mit filter var de mindre ikke store nok til at tage sig af bakterierne 🙁 Men hva fan, "the bigger the better", og det ser nu imponerende ud med sådan en atomreaktor monteret i udstyrsskabet 😉

Men jeg mangler som sagt selv at høste erfaringer, jeg starter med at kryds fingrene og observere 😉

StyoreThomas — 11. januar 2010, 20:41

Hej Kirsten!

Mine Sterbai er desværre afgået ved døden (de to syge). Jeg fiskede dem op og isolerede dem i et lille akvarium. Derefter ga' jeg dem en kraftig Furanol kur. Jeg tror dog at akvariet enten var for lille (12 liter) til en 4 dages behandling, eller jeg også ga' jeg dem en lidt for høj koncentratíon af Furanol, for begge afgik ved døden 3 dage inde i behandlingen 🙁

Man kan jo så være kynisk og sige at mit sygdomsproblem er løst, men jeg ville nu helst ha' kureret de to små gutter 🙁

Hilsen
Thomas

Sølz — 11. januar 2010, 22:59

Når man ser billederne f dine Sterbai, var min første tanke; afliv dog de stakkels kræ. Jeg har selv haft nogle Sterbai, der fik huller og begyndende svamp, og de blev aflivet i håbet om, at de ikke smittede de andre Sterbai eller øvrige fisk, de gik sammen med. Og det er da lykkedes at undgå spredning.

Bruger #687873 — 12. januar 2010, 06:19

Nå, det var da træls, Thomas... 🙁 Har flere gange gjort antræk til at aflive min også, men dels er den forfærdelig hurtig og dels vil det sikkert være et godt rodet akvarium bagefter - så det er min dovenskab der gør, at den stadig er her!

Spørgsmål & svar

Der er endnu ikke stillet nogen spørgsmål om dette.

Log ind for at stille et spørgsmål.