Mine fisk dør. Har jeg overset noget?

Indlæg fra det gamle forum, gengivet som arkiv. Er det dit indhold, og vil du have det fjernet eller dit navn gendannet?

Knerd — 4. januar 2008, 14:21

Jeg har for nyligt anskaffet mig et 240L akvarie. Jeg startede med at sætte det på med bundmateriale, sten, planter og spandpumpe.
Fejl #1: Jeg var ikke klar over det var en god ide at pode akvariet med lidt foder og måske en enkel fisk eller 2 fra starten. Jeg havde derfor ikke hældt andet end lidt plantegødning i.

Da det havde kørt i 2 uger satte jeg 20 rød neon, og 15 zebrafisk i.
Fejl #2: Rød neon er nogle små sarte fisk der kræver modent vand.

En eller 2 dage senere satte jeg yderligere 9 sværddragere, 8 silver sejlfin (de ligner platyer, men er helt hvide) og 4 mellemstore sugemaller og 4 små rejer.
Fejl #3: For mange fisk i et upodet akvarie for hurtigt.

I løbet af de første 2 uger døede 3 neon fisk, men jeg slog det hen som de naturlige tab man måtte regne med når man fik nye fisk. Da den 4. neonfisk døede, kørte jeg alligevel til dyrehandleren med en vandprøve, og nitrit indholdet var (ikke overraskende i bagklogskabens lys) for højt (mellem 0,5 - 0,7).
Jeg gik straks igang med at skifte vand, og skiftede i løbet af 2 dage ca 70% af vandet mens jeg brugte Tetra AquaSafe for at holde det nogenlunde modent.

Dagen efter opdagede jeg nogle hvide pletter på nogle af neonfiskene. Jeg tænkte at det bare var pga for friskt vand som følge af det massive vandskift. Men da det dagen efter havde bredt sig til sværddragerne, kørte jeg igen til dyrehandleren og konstaterede at det var "Hvide pletter" også kaldet fiskedræber. Jeg gik med det samme igang med at behandle med det jeg fik med fra dyrehandleren. Efter 3 dage var der kun ganske få hvide pletter tilbage i akvariet, men neonfiskene opførte sig underligt. De stod alle sammen i det ene hjørne nede ved bunden og svømmede skråt nedaf, som om de ville ud af akvariet. Dagen efter fiskede jeg 15 døde neon fisk op og aflivede de sidste 3 der stadig var i live.

Dagen efter behandlede jeg mod hvide pletter for næstsidste gang. Jeg bemærkede ved samme lejlighed at en af sværddragerne havde hvide læber, men tænkte ikke videre over det. Dagen efter var den første sværddrager død og 2 andre havde hvide læber. Inden jeg nåede hjem fra dyrehandleren med medicin mod finneråd og mundsvamp, var sværddrager nr 2 død og jeg aflivede derfor den sidste med de hvide læber. Jeg bemærkede inden lyset slukkede at zebrafiskene havde lidt samme adfær som neonfiskene havde inden de alle sammen døede, med den forskel at zebrafiskene ikke stod i en helt så kompakt stime, at de stod i overhladen, men stadig i et hjørne, og at nogle af dem ind i mellem tog en tur rundt i akvariet med høj fart.

Dagen efter (idag) fiskede jeg 4 døde zebrafisk op af akvariet, inden jeg gav den sidste behandling mod hvide pletter (2 behandlinger af 2 gange ialt), og zebrafiskene ser stadig skræmte ud når de svømmer rundt i akvariet, når de ikke lige står i oppe i det ene hjørne i en klump. Det ser ud som om nogle af dem har mundsvamp, men jeg er ikke helt sikker. Der er ikke meget hvide at se, men munden står åben på dem jeg tror er smidtet.

Er der noget jeg har overset i alt der her? Min nitrit værdi er lige på grænsen (0,25 - 0,4 ca.) men så længe jeg behandler, må jeg ikke skifte vand (hvilket vil sige ikke før om 3 dage). Jeg går ud fra at de hvide plætter enten er kommet med nogle af fiskene, eller på grund af den høje nitrit mængde i starten, og at mundsvampen er kommet som en følgesygdom efter de hvide pletter. Kan det skyldes andet? Bør jeg få testet amoniak indholdet og nitrat indholdet også?
Mit akvarie består lige nu af 8 platy lignende sejlfinner, 6 sværddragere, 11 zebrafisk (så længe det varer) 4 mellemstore sugemaller, 3 små rejer, 1 spandpumpe, 2 små planter, 1 mellemstor plante der vokser kraftigt, 3 store planter, 3 trærødder, nogle lavasten, en pH på ca 7,5, en vandhårdhed jeg ikke har målt, men som er på ca 12 dH fra vandværket.
Skal jeg bare behandle færdig mod mundsvamp, skifte en portion vand, og se tiden an, eller hvad?

slazzen — 4. januar 2008, 14:30

Ja, det er jo svært - det er jo tydeligt at du har sat mange fisk i, inden at der kom balance i tingene, men det ved du jo allerede.

Det allerbedste (efter min mening), er at du kontakter en du kender som allerede har et etableret akvarium, låner noget vand derfra, og putter det i et mindre akvarium (f.eks. et 54L), og sætter dine fisk derover i. Her kan du evt. behandle for diverse sygdomme, imens at dit 250L'er kan modnes - måske endda efter at du er startet forfra hermed. Herefter kan du stille og roligt sætte nogle robuste fisk over i dit 250*er, f.eks. nogle zebrafisk, og lade dem "køre" tingene til. Afhængig af hvilken medicinering du har brugt, kan det også være relevant at "genstarte" dit filters bakterieflora, med nogle af de filterstarter produkter der findes. Herved kan du afkorte opstartstiden en del.

Du kan sikkert købe et brugt 54L begynder akvarium til midlertidig opholdssted for en slik, de sælges jo som nye for 300 kr. til tider.

Knerd — 4. januar 2008, 16:15

Jeg har lige samlet en død Zebrafisk op men resten ser ud til at være normale, og de er også begyndt at opføre sig normalt igen...

pansermallen — 4. januar 2008, 16:26

Hej Knerd!!

Du har da godt nok fået dig rodet ud i noget bøvl der 🙁

hvad temperatur har du? den skal være sådan ca 26 grader og de hvide pletter kommer normalt ikke ved den temp.

Har selv et 250 liters og var i opstarten maj 2007 ved at få problemer, opdagede det hurtigt og suplerede spandpumpen med et
ganske alm ilt/luftapparat og tre "luftsten" for at få rørt ordentlig rundt i gryden. Havde på det tidspunkt ikke et udstrømmerrør fra spandpumpen der gik på langs af bagvæggen i akvariet men bare en slange der ledte vandet tilbage fra spanden. det gav simpelthen ikke cirkulation/ilt nok i vandet. Har lavet et sidenhen der har hele akvarielængden med 8-10 huller i, fjernet luftapparatet og har ikke længere problemer.

Jeg har altid selv brugt aqua-safe i opstarten med akvarier, også plejer det som sådan og gå uden problemer.
omkring plantegødning er det noget man skal være lidt varsom med, der skal en ret lav dosis til i starten og jeg ville personligt overhovedet ikke bruge det i opstarten af et akvarie (så hellere nøjes med nogen af de der "vandpest" og hårdføre cryptocoryner der gror ligesom ukrudt alligevel her til at starte med)
Og nej! du skal ikke se "tiden an" men skynde dig og skrive noget mere om hvordan du har strikket teknikken og det hele sammen. Man kan ikke skrive for mange oplysninger når man spørger efter et godt råd 😉

Venlig hilsen Henrik

Coach-Z — 4. januar 2008, 16:53

Knerd,
hvis du kan fremskaffe et mindre akvarie som du kan opbevare dine fisk i, mens du får styr på vandet i dit 250 liters kan du komme forbi mig og få et par spande af noget at mit akvarievand, hvis det er...

Kommer selvfølgelig an på hvor i landet du har hjemme, om det kan betale sig eller ej 😉

Knerd — 4. januar 2008, 17:06

Min temperatur ligger på 25, og mit termometer sidder i modsatte ende i forhold til termostaten, der også er indstillet til 25. Indsugningen til min spandpumpe sidder 5-10 cm over bunder lige ved siden af termostaten, og udgangen fra min spandpumpe sidder lige under overfladen på bagvægen og består af et rør der fylder 2/3 af akvariets længde, med en masse små huller, der sprøjter vandet ud i en vinkel på ca 45 grader op mod overfladen.
Det ser ud som om der er god cirkulation i vandet, og der har da heller aldrig været nogle indikationer på iltmangel.

Jeg har ikke helt styr på hvikle planter jeg har, men jeg har ingen vandpest. Jeg har desuden en mosbold ud over de 6 jeg allerede har nævnt. Jeg er også kommet til at tænke på om jeg har nok planter? Som sagt har jeg 2 små, 3 store, og en mellemstor der vokser kraftigt + en mosbold.

Er der flere oplysninger der kan være relevant?

Knerd — 4. januar 2008, 17:08

Coach-Z : Jeg er fra aalborg og jeg har en ide om at du er fra næstved, så det er nok lidt langt væk. Tak for tilbudet ellers 🙂

pansermallen — 4. januar 2008, 23:55

Hej Knerd!

Ja det du skriver om den måde udstrømmerrør fra pumpe er sat op på lyder jo rigtig nok, og også temperaturen. Dine planter gror jo også godt nok.... hmm! Da jeg satte et 530 liters i gang for et par år siden kom der fisk i efter en uges tid, både sværdrager, rød neon og en del andre tetraer. Det kørte helt uden problemer.

Anskaffede så mit 250liters i maj gennem gul og gratis med fisk og det hele. Hjem fra silkeborg med det, og om aftenen var der allerede fisk og planter i. Helt uden nogen former for fiskedød, havde kun de der ilt/cirkulationsproblemer jeg skrev om i mit første indlæg i den her tråd. Men skidt nu med det! det er dine akvarieproblemer der skal løses.

MEN! jeg har selfølgelig også prøvet og ha div. sygdomme som hvide pletter, svamp og andre ting.

Tænker lidt på om du måske har fået noget "slæbt" med fiskene hjem? eller om det er jeres vandværksvand der er noget skrammel til akvariebrug? Hvor meget har du gjort ved dine rødder inden de blev puttet i akvariet?

Tre spørgsmål mens jeg tænker lidt til i morgen engang.

Venlig hilsen Henrik

soffi — 5. januar 2008, 07:38

Ja der er jo ikke så meget at sige, du har lavet en brøler og du ved det, den eneste vej er vandskift vandskift og vandskift, hvis ellers de hvide pletter har fortaget sig så er det bare med at komme igang med at skifte noget vand dagligt tiil der er styr på værdierne.

de hvide læber osv. kan være følge at dårlig vandkvallitet, så vandskift der.

Og kære venner..... Låne brugt akvarievand.... er i fra snøvsen, uden et indkørt filter gør det kun ondt værre, det er ikke vandet der skal modne men filteret.

Knerd — 5. januar 2008, 12:37

#8 "Hvor meget har du gjort ved dine rødder inden de blev puttet i akvariet?"
Den første rod fik den store tur i en spand vand og derefter en gang kogende vand ud over sig, inden den kom i akvariet. De to næste der kom i var noget mindre, og kom først i nogle uger senere, og de fik ikke kogende vand. Kan det være dem der er årsagen til det hele? De blev købt ved en dyrehandler, og de var helt tørre da jeg købte dem, så noget vandlevende kan da umuligt have overlevet på dem. Eller hvad?

helene — 5. januar 2008, 14:24

Nogen gange er medicin jo nødvendigt, og jeg vil da ikke sige at du ikke skulle have medicineret når der nu var tydelige tegn på de forskellige sygdomme, - MEN medicin gør nogengange tingene værre, - for det første slår det jo også alle de bakterier som der muligvis efter hånden var dannet i dit akvarie ihjel, og du skal så starte helt forfra, og som soffi skriver, lige nu er der ikke meget andet at gøre end at skifte vand og måle nitrit, - den vil sikkert kunne 'peake' igen om en uges tid eller noget hvis du ikke skifter en del vand. Du er jo sikkert igang med at køre et akvarie ind, eller modne vandet, med fisk i stedet for uden fisk og det vil sige at fiskene skal forsøge at være med hele vejen igennem opbygningen af nitrit bakterier som langsomt omdannes til nitrat ...
Det andet er at medicin - hvis den ikke lige helbreder - kan være kraftige sager for fisk, og to gange medicin oveni hinanden kan svække fisk så meget at de får nogle andre sygdomme eller blive svage..
Så det er ikke den bedste situation du er endt i, men hvis du måler hver dag lige pt. og skifter godt med vand, så kan det kun gå bedre.
Der er ingen grund til at hverken låne akvarie vand eller gammelt slam på nuværende tidspunkt, dine fisk leverer som sådan den råvare som der skal til for at modne akvariet ... de skulle bare ikke have været med i processen ..
Held og lykke med det - 🙂

Spørgsmål & svar

Der er endnu ikke stillet nogen spørgsmål om dette.

Log ind for at stille et spørgsmål.